Henrik Nordbrandt

Modsætningernes mand

Henrik Nordbrandt var fyldt med ord og sætninger, men også ganske modsætningsfyldt. Til trods for ubehaget ved Danmark endte han med at flytte tilbage i en sen alder. Her fik han og hans kone en datter, selvom han havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske. Dog adopterede de, så han ikke skulle plage en allerede overbefolket verden med flere børn. Og så påstod han at hade krimier og lignende, men skrev alligevel en agentroman.

Ensom i verden

Vreden og ubehaget ved at være i verden stammede formentlig fra en barndom uden synderlig megen kærlighed. I skolen brød han sig heller ikke om at være og pjækkede så meget som muligt. I det hele taget var han måske for følsom til denne verden. Efter at have set en dokumentarfilm om koncentrationslejrene som 16-årig, besluttede han sig for at holde op med at spise og udviklede anoreksi.

Nordisk Råds Litteraturpris

Selvom Nordbrandt måske ikke satte megen pris på Danmark, er han værdsat af danskerne. For digtsamlingen Ormene ved himlens port modtog han i 1996 De Gyldne Laurbær og i 2000 Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen Drømmebroer. Her er det også balancen mellem modsætninger, der er på spil. Det ubevidste og det bevidste. Den der forlader, og den der forlades. Længslen og fuldbyrdelsen.

Lad os slutte af med digtet På Israels Plads fra Drømmebroer. For nok var Henrik Nordbrandt tung i sindet, men få har digtet smukkere på dansk end ham:

Jeg ville ønske, du aldrig var kommet
så natten heller aldrig var gået

Og jeg ville ønske, du ikke var blevet
så morgenen heller aldrig var kommet

Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer
så sommeren altid var på vej