Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan var ud af en gammel præsteslægt. Da Pontoppidan var seks år gammel flyttede familien, som bestod af mor, far og 16 børn, til Randers, hvor faderen fik embede. Her boede Pontoppidan indtil han som 16-årig flyttede til hovedstaden, for at læse til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt.
Oprøret
Det lå i kortene, at Pontoppidan skulle følge faderens præstespor, men den unge dreng valgte i stedet ingeniørstudiet, som han også havde et naturligt talent for. Han bestod da også første del af studiet, men under en vandring i de schweiziske alper i 1876, følte han en pludselig trang til at blive forfatter. Tre år senere droppede han ud af ingeniørstudiet og dedikerede sig i stedet til sit forfatterskab.
Temaer i litteraturen
Et af hovedsporene i Pontoppidans forfatterskab er hans kritik af kristendommen. Han brød sig ikke om den dogmatiske form for kristendom, som hans far praktiserede. I stedet mente han, at mennesket bør handle frit og i stor udstrækning følge dets naturlige drifter.
Det var dog ikke alle mennesker forundt at handle frit i slutningen af 1800-tallet. Der var stor fattigdom og ude på landet blev folk ofte overladt til sig selv. Pontoppidan beskriver denne sociale uretfærdighed i flere af sine noveller. Det er barsk læsning og der er ikke ligefrem tale om happy endings.
De tre store
Pontoppidans hovedværker er de tre bøger Det forjættede land, Lykke-Per og De dødes rige. De skildrer udviklingen i samfundet fra år 1877 til 1914.
Mest kendt er nok Lykke-Per, der også lige er filmatiseret af Bille August. Romanen handler om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, som drager til København for at læse til ingeniør. Man kan få den tanke, at romanen må være selvbiografisk, men Pontoppidan hævdede selv, at hans romaner ikke var baseret på eget liv. De var blot inspireret af det, som han kendte til.
Selvom det ofte er dystre temaer, som præger Pontoppidans forfatterskab, så bør alle unde sig selv at læse hans værker. Sproget i dem er uden sidestykke og man griner og græder med alle de mange skæbner, man bliver præsenteret for.
Henrik Pontoppidan fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1917. Han døde i 1943 i Ordrup.
