Naturen i litteraturen
Stemninger i naturen
Det er et romantisk natursyn, der kommer til udtryk i Stormfulde højder af Emily Brontë, og det vilde og barske højland, som Brontë søstrene voksede op i, fornemmes tydeligt i alle deres romaner. Romanpersonerne opsøger naturen igen og igen, og naturen varsler om den kommende handling. Naturen tillægges nærmest menneskelige egenskaber.
En nyere roman ”Vi, de druknede” af Carsten Jensen indfanger noget af denne stemning fra 1800-tallets romantiske romaner. I bogen romantiseres over en svunden tid, for eksempel det barske liv på søen, hvor mennesket var i pagt med naturen. I andre værker beskrives naturen som uendelig smuk, som det er tilfældet i Blichers digte.
Andre værker har en mere neutral, nærmest naturvidenskabelig beskrivelse af naturen. Dette er meget tydeligt i J. P. Jacobsens berømte novelle Mogens og i romanen Marie Grubbe, hvor der er meget detaljerede naturbeskrivelser.
Naturen som symbol
I nogle romaner bruges naturen symbolsk. Den skal sige noget om mennesket og menneskesindet. Således i Martin A. Hansens roman Løgneren, hvor naturen spiller en meget fremtrædende rolle. Vinter, tåge, is og sneppens komme anvendes gennem hele romanen som tydelige metaforer for afdækningen af de brydninger, der sker i hovedpersonens sind.
I Hændelser ved vand af Kjerstin Ekman er naturen gådefuld. Det dystre, dragende og uopklarede i romanens handling bestyrkes af den sorte og mørke natur i Svartvattnet. I andre romaner er naturen barsk og rå som i Fiskerne af Hans Kirk og i Kun en torn af Shahnon, der skildrer en malaysisk bondes håbløse kamp for overlevelse. Endnu mere barsk er romanen Mengele Zoo, der handler om menneskenes grove udnyttelse og ødelæggelse af naturen. Det er også civilisationskritik, der kommer til udtryk i den meget ældre roman Storfanger af Peter Freuchen.
Romanerne i dette tema foregår mange forskellige steder i verden, men fælles for dem er, at man ved læsningen af dem kommer tæt på naturen.
Bøger i dette tema
- Se flere
