Norsk litteratur

Det moderne gennembrud

1880’erne var domineret af samfundslitteratur, der blandt andet satte fokus på kvindens stilling i ægteskabet. Georg Brandes havde holdt sine berømte forelæsninger på Københavns Universitet, hvor han plæderede for, at litteraturen skulle sætte problemerne under debat. Fra den periode er der for eksempel Amalie Skrams værk Constance Ring, der har mange selvbiografiske træk.

Henrik Ibsen skrev samfundsrealistiske dramaer med kvindelige hovedpersoner. Et dukkehjem er det mest kendte, og hans dramaer sættes stadig op i hele verden og har bevaret deres aktualitet.

Knut Hamsun og den psykologiske realisme

Litteraturen var domineret af realisme og sociale spørgsmål. Så dukkede Knut Hamsun op med en mere psykologisk præget litteratur, hvor følelserne beskrives. Han fik sit gennembrud i 1890 med romanen Sult, der til en vis grad er selvbiografisk.

Hamsun modtog i 1920 Nobelprisen i Litteratur. Hamsun kom i unåde i Norge, fordi han åbenlyst sympatiserede med Hitler. Senere er han blevet taget til nåde igen.

Han blev en stor inspiration for eftertidens forfattere og har betydet meget for de psykologiske tendenser i norsk litteratur helt frem til i dag. Tarjei Vesaas, den danskfødte Aksel Sandemose, Johan Borgen og Sigurd Hoel er nogle af de store forfattere, der fulgte i kølvandet på Hamsun med en psykologisk realisme.

Nymodernisme og realisme

Efter ungdomsoprøret dukkede socialrealismen op igen og har holdt sig siden. 1980’erne og 1990’erne har været præget af nymodernisme med forfattere som Jan Kjærstad og Jon Fosse. Autofiktionen har holdt sig levende, og forfattere som Thomas Espedal og Karl Ove Knausgård bruger deres egen person i deres romaner. Blandt realismens største forfattere er Herbjørg Wassmo og Erik Fosnes Hansen.