Jakob Ejersbo

Hvad har den jyske by Aalborg tilfælles med byen Moshi i Tanzania? Svaret er, at begge byer var helt centrale rammer om forfatteren Jakob Ejersbos opvækst. Hans far arbejdede med ulandsbistand, så helt fra barndommen fik Ejersbo det afrikanske kontinent ind under huden.

 

Som ung var han længe i tvivl om, hvad han skulle. Han overvejede at studere humaniora, men fandt det for kedeligt. Så flirtede han lidt med idéen om at blive musiker eller lydtekniker, men opgav begge dele. Valget faldt på journalistik, og han nåede at arbejde med både avis og radio, før han sprang ud som fiktionsforfatter på fuldtid.

 

Ejersbo udgav en brevroman og en novellesamling, før han fik sit store gennembrud. Det skete i 2002 med romanen Nordkraft. Romanen er en skildring af Aalborgs hårde narkotikamiljø og de sørgelige skæbner, der hænger uhjælpeligt fast i det. Ejersbo lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af det til tider betændte miljø, han skåner ikke læseren. På den anden side fordømmer han heller ikke de mennesker, han skriver om. Det er forbløffende let at fatte sympati for personerne i Nordkraft, til trods for deres indlysende fejl og mangler.

 

Romanen blev en ubetinget succes, og anmelderne sammenlignede Ejersbo med både Tom Kristensen og Hans Kirk. I 2003 modtog Ejersbo De Gyldne Laurbær for Nordkraft, og i 2005 blev bogen filmatiseret.  

 

I 2003 var Ejersbo allerede i gang med at researche målrettet på sit næste romanprojekt: Den store trilogi om Afrika. Han havde længe drømt om at omsætte sine oplevelser i Tanzania til litteratur. Ejersbo arbejdede intensivt til sin død i 2008, hvorefter Gyldendals redaktør måtte sørge for udgivelsen af de tre bøger: Eksil, Revolution og Liberty, som alle udkom i 2009.

 

Trist nok nåede Ejersbo aldrig selv at opleve anmeldernes lovprisning af bøgerne.

 

Et grundtema i trilogien er den iøjnefaldende forskel på sort og hvid, som Ejersbo oplevede i Tanzania. De sorte betragter de hvide som en vej ud af fattigdommen, mens de hvide groft udnytter de sortes higen efter social opstigning. Misforholdet skildres usentimentalt. Igennem bøgerne skifter perspektivet gennem et stort persongalleri.

 

På den måde beskrives Tanzania fra mange forskellige vinkler, lige fra den ihærdige, sorte tjenestedreng, Marcus, til den afsporede kostskolepige, Samantha. Det kan ligne det rene sortsyn og kynisme, men undertiden anes skyggen af håb.

 

Jakob Ejersbo testamenterede en del af sit bo til et dansk børnehjem i Tanzania.