Knut Hamsun

Som ung rejste han flere gange til Amerika. Han kom også til København i 1888, hvor han færdigskrev og udgav romanen Sult. Romanen er skrevet i en blanding af skræk og fascination af det moderne byliv og hvad det gør ved menneskers psyke. Romanen var et afgørende brud på den herskende naturalisme og den borgerlige roman.

Hamsun var imod industrialiseringen og den stigende amerikanisering af samfundet. Selv flyttede han derfor tilbage til Nordnorge og slog sig ned som bonde.

Nobelprisen

Hamsun hylder det rene bondeliv i sine romaner og tager afstand fra industrialiseringens indtrængen. Nordnorge og den storslåede natur er stærkt knyttet til en stor del af hans værker. Idealiseringen af bondelivet nåede sit højdepunkt i romanen Markens grøde, som indbragte ham Nobelprisen i litteratur i 1920. I Norge ansås han for en af de vigtigste stilfornyere i skønlitteraturen og som naturskildrer og kærlighedsdigter den ypperste.

Retssagen og dommen

Hamsun gav allerede tidligt udtryk for antiliberale og antidemokratiske ideer og i 1930’erne gav han sin støtte til Nasjonal Samling og som konsekvens heraf støttede han under 2. verdenskrig den tyske besættelsesmagt. Efter krigen førte det til en lang og opslidende retssag, hvor han blev dømt for landsforræderi.

Kulturdebatten

Før krigen var Hamsun en af Norges mest elskede og nyskabende forfattere, nærmest en national helt i den unge stat. Retssagen og dommen førte til en af de mest heftige diskussioner i norsk kulturdebat.

Debatten gik ikke på hans skyld, men på om man kunne skelne mellem politikeren og digteren Hamsun. Altså om man kunne glæde sig over at have en stor forfatter og samtidig tage afstand fra hans politiske holdninger.

Har du lyst til at læse om denne retssag, skulle du kaste dig over storværket Processen mod Hamsun af Thorkild Hansen. Den er lige så spændende læsning som en spændingsroman.