Vinter i Sokcho
Af Elisa Shua Dusapin
Pensionatet for enden af den blinde vej
Det er ikke kun byen, der har lukket sig om sig selv. Pensionatets unge receptionist og kok, der er halvt koreansk og halvt fransk, har også sat sit liv på pause. Hun har studeret fransk i Seoul, men er vendt tilbage til fødebyen. Når hun ikke passer det lille pensionat, er hun sammen med sin mor eller sin kæreste, der er mere optaget af sit modeljob i Seoul end i hende. Den franske far har hun aldrig kendt.
Gennemtygget papir
Hun fascineres af tegneren og udspionerer ham, når han sidder ved tegnebordet. Kerrand er heller ikke uinteresseret i den meget yngre kvinde, og de følges ad på en tur over grænsen til Nordkorea. Begge gør minimale tilnærmelser til hinanden. Begge trækker sig fra hinanden. Sneen ligger over Sokcho, blækket flyder, og Kerrand tygger i papiret og kasserer side efter side.
En knust istap
Denne ganske korte bog er gennemsyret af en smuk melankolsk stemning. Når sneen ikke falder, indhyller tågen Sokcho, og de to hovedpersoner kan passere hinanden på to skridts afstand uden at se og røre hinanden. Kerrands fingre bruger mere tid på at røre ved kvinderne på papiret end ved receptionisten. Kun få gange har de tæt kontakt:
”Han greb mig om livet og hev mig tilbage. En istap knustes på det sted, hvor jeg lige havde stået. Han fjernede ikke hånden med det samme.”
Vinter i Sokcho greb også mig om livet. Og ikke mindst om hjertet.
